Steffen Kretz har efterhånden rejst alle verdenshjørner tyndt. Han har været korrespondent i Mellemøsten, hvor han rapporterede om Muhammed-krisen og krigen i Libanon. Nu befinder han sig i USA som korrespondent for DR, hvorfra han fortæller danskerne om stormløb på den amerikanske kongress, grænsekontrol og meget mere.
Det var også på en udenlandstur, at Steffen Kretz forelskede sig i Tottenham Hotspur. Da han var helt ung og var i England på en studietur med gymnasiet, havde ham og nogle kammerater fået billetter til en fodboldkamp. Men det var ikke en hvilken som helst fodboldkamp. Det var Tottenham mod Arsenal; North London Derby på Highbury Park. Og en ung Steffen Kretz forelskede sig med det samme i de hvidklædte spillere, der løb rundt på grønsværen med en hane på brystet.
– Jeg faldt for holdets ukuelige angrebslyst og status som “underdog.” Glenn Hoddle og Steve Archibald var de store navne dengang. De var fænomenale, som jeg husker det. Archibald en spinkel skotte med rødt hår og højt tempo. Hoddle et fyrtårn med svenskerhår på midtbanen. Ray Clemence i målet.
– Vi tabte selvfølgelig, men det forhindrede mig ikke i at falde for Spurs. Og det at kunne se værdien i det ærefulde nederlag bliver jo også nødt til at være en del af pakken, når man vælger at trække i den hvide trøje.
Det gik hurtigt op for Steffen Kretz, at det ikke var helt normalt for en ung fyr fra Hørsholm at holde med en arbejderklub fra det nordlige London. De fleste af hans venner holdt med de store klubber, som løb med alle trofæerne – Liverpool og Manchester United f.eks. Men Kretz var ligeglad med trofæer og om at være de bedste af de bedste. Han var faldet for spillerne, det smukke spil, for Tottenham.
– Jeg har altid været tiltalt af den autencitet og stolthed, som Tottenhams lokale fans føler for klubben. Det er en arbejderklub i et arbejderkvarter, hvor der skal kæmpes for at få enderne til at mødes. Her kan livet føles uretfærdigt. Men i weekenden, når der er kamp mod rivalerne fra de fine områder, hvor klubberne har ladet sig købe af rige russere eller olie-sheiker, så er det 11 mod 11, og græsset er lige grønt på begge banehalvdele: Så bliver hverdagens nederlag skrålet ud – så gælder mottoet “To Dare Is To Do:” Kampgejst, hurtighed, mod.
Efterfølgende har Steffen Kretz ofte taget turen tilbage til, hvor det hele startede. Til arbejderkvarteret og til den gamle hjemmebane, som ikke længere findes.
– Jeg har været på White Hart Lane masser af gange. De bedste ture har jeg haft med mine to ældste børn, hvor især min ældste søn Adam er begejstret for Tottenham. Næste skridt bliver selvfølgelig at besøge det nye stadion, som i stort set hver hjemmekamp bliver rost til skyerne af de britiske fodboldeksperter, som kommenterer kampene i amerikansk tv. Vi skal lige have pandemien overstået, så må vi afsted.
Den unge Steffen Kretz, der overværede Tottenham mod Arsenal på White Hart Lane, blev journalist. Et arbejde, der sender ham hele verden rundt. Men uanset hvor han rapporterer fra, sørger han for at finde en måde, så han kan se Tottenham spille. Det betyder, at han ser Tottenhams kampe under forholdsvis specielle omstændigheder.
– På en reportagerejse i Afghanistan fik min lokale fixer til opgave at finde et sted, hvor de viste vores opgør med Manchester City. Han fik rigget et ældre tv op i et ellers fuldstændigt tomt selskabslokale på et hotel i Kabul, og det viste sig at være genialt: For kampen blev et drama, som vi vandt i en slutspurt i anden halvleg.
Steffen Kretz er nu bosat i Washington D.C., hvorfra han rapporterer hjem til Danmark om nyheder fra det nordamerikanske kontinent. På trods af tidsforskellen følger Kretz stadig Tottenham og stræber efter at se så mange kampe som muligt live.
– Jeg kan se langt de fleste af Tottenhams kampe her i USA. De fleste bliver sendt på NBCs sportskanal, som jeg selvfølgelig kan se hjemme – ofte klokken meget tidligt om morgenen i weekenden på grund af tidsforskellen.
– Men jeg har også signalet med på telefonen, så uanset hvor jeg er i landet, så prøver jeg at sætte tid af til at følge vores kampe. Jeg så f.eks. vores første kamp mod Zagreb i et Crab Shack i en forstad til Detroit mellem to interviewopgaver. Returkampen så jeg heldigvis ikke.
Men selvom livet som journalist ofte holder Steffen Kretz på landevejen, har han også mulighed for at se Tottenhams kampe med andre ligesindede fans i hans hjemby Washington DC. Der findes faktisk en hel del Tottenham fans i USA, fortæller Steffen Kretz:
– Der er faktisk en ret aktiv Tottenham fanklub i Washington DC. Den holder til på en irsk pub kaldet Irish Channel, og det er ret hyggeligt at se kamp deriblandt en hel masse andre hvide Spurs-trøjer. Der er selvfølgelig en del herboende briter blandt klubbens medlemmer, men der er også amerikanere. Spurs er én af de klubber i Premier League, som har den største fan-base i USA, hvilket man kan opleve, når Tottenham tager på turné her om sommeren og spiller mod andre europæiske storhold. Så er der masser af Spurs-tilhængere på lægterne.
Når Steffen Kretz kigger på, hvor Tottenham er i dag, ser han med et bredt perspektiv. Han har fulgt klubben i omtrent fyrre år, og inden for den periode mener han aldrig, at det har været bedre at være Tottenham-fan.
– Set med mit lange perspektiv – fra 1980 til nu – har det aldrig været bedre at være Spurs-fan. I det store billede har klubben og fodbolden gennemgået en professionalisering og en transformation i de sidste ti år, som er imponerende. Især fordi det er sket uden at falde i oligark-fælden, uden at sælge klubbens sjæl til højestbydende.
Kretz forelskede i Tottenham, selvom den første kamp, han så, var én, de tabte. Han har aldrig fulgt holdet på grund af sejre eller trofæer. Det har stadig ikke ændret sig, selvom klubben er vokset til en størrelse, hvor flere fans i højere grad forventer, at spillet kaster et trofæ af sig.
– Jeg forstår godt, at man som spiller drømmer om at løfte et trofæ. For mig som tilskuer er det ikke så vigtigt. Jeg elsker selve spillet, når det virkelig går op i en højere enhed. Når nogle af verdens bedste og mest elegante spilleres enkeltmandspræstationer smelter sammen til en symbiose, en holdindsats.
– Og på det mere abstrakte plan, når en ændring af opstillingen undervejs, et par overraskende udskiftninger pludselig forandrer dynamikken og skaber tænding og chancer. Så jeg kan være fuldt tilfreds med at se en kamp, vi vinder 1-0, hvis bare spillet er i top. Selv en målløs kamp kan jeg nyde – hvilket mine amerikanske venner mener er nærmest vanvittigt tidsspilde.
