INTERVIEW: White Hart Danes taler med kendte Tottenham-fans. Tidligere politiker Søren Pind har været fan i 40 år, og han har oplevet højdepunkter såvel som nedture. Det startede med en passion for den elegante 10’er og mudder på knæene. Men er kærligheden så småt ved at falme? Det har vi talt med ham om.
Det startede med kærlighed. Kærlighed til spillet. Det smukke spil.
Søren Pind voksede op på Bornholm uden for en lille by, hvor der boede 600 mennesker, omgivet af marker, havet og med udsigt til en gravhøj. Der skete ikke så meget.
Men hver lørdag, så var det sportslørdag. Om vinteren var der et fast ritual. To-tre timer før kampstart var det op og tænde ovnen, så der var varmt og klar til kamp ovenpå. Han husker tilbage på store sportskommentatorer som Svend Gehrs, Niels Christian Christiansen og Jørgen Sørensen. Søren Pind tog også kontakt til Jørgen Sørensen, der dengang sad på Tipsbladet – han ville vide mere om Tottenham. Han var blevet forelsket.
– Man fik bare et eller andet på de der helt nedslidte britiske stadions, hvor de bare oksede løs, selvom der var mudder, regnvejr eller snevejr, det var ligegyldigt, de spillede sku fodbold.
Men hvorfor ikke bare et dansk fodboldhold?
– Jeg fulgte utroligt godt med. Jeg læste BT næsten hver dag, som havde en god sportsredaktion. Og så holdte jeg Tipsbladet for mine egne penge, hvor jeg hver eneste uge spejdede til kampreportagerne, fordi… der blev jo ikke vist så mange kampe dengang. For mig var det selvfølgelig eksotisk, men jeg fulgte det med liv og sjæl. Når du bor på Bornholm, er al Superliga-fodbold alligevel langt væk.
Kærligheden startede i ’enten 1979 eller 1980’, husker han det som. Det var med spillere som Glenn Hoddle, Osvaldo Ardiles, Ricardo Villa, Stephen Perryman, Graham Roberts, Garth Crooks og Steve Archibald. Søren Pind fulgte i den tid også det franske landshold, hvor hans interesse for 10’er positionen startede.
– Jeg var meget glad for 10’ere, og en af verdens bedste 10’ere var jo Glenn Hoddle, som, jeg synes, var en helt fantastisk fodboldspiller. Det eneste hold, der dengang spillede kontinentalt i England, var Tottenham. De spillede hurtig angrebsfodbold, men det var ikke bare kick and rush. Der var den her elegance og fantastiske præcision. Og det fantastiske motto. Alt ved holdet tiltalte mig.
Kærligheden til det smukke spil afspejles også i, hvor man ifølge ham finder de bedste spillere.
– For mig har det altid været midtbanegeneralen. Den her begavede fodboldspiller. Det store overblik og elegancen. Det kan jeg virkelig godt lide. Typer som Hoddle, Platini, Laudrup. Det er det, som tiltaler mig.
Og så var hans yndlingsspiller Glenn Hoddle noget helt særligt.
– Fordi han kunne med ryggen til mål med en hælaflevering ramme overliggeren – på 25 meters afstand. Han kunne lægge en aflevering over 60 meter helt præcist. Det der lob han laver i kampen mod Watford, som er fantastisk, hvor den havner i den anden ende. Jeg synes, han var en helt fantastisk fodboldspiller.
Selvom han har været fan i længere tid end de fleste og stadig ser alle kampene, så har der ikke været mange huller i den stopfyldte kalender til at tage til Nordlondon og se fodbold. Det er faktisk kun blevet til en enkelt kamp mod Chelsea for godt og vel 20 år siden.
– Jeg har kun været der én gang – til min store sorg. Det var et chok. Vi fik gevaldige tæsk mod Chelsea. White Hart Lane, som jeg havde set som den helt store åbenbaring, og som jeg tilbad som en hellig gral, fodboldens moderland, var et nedslidt stadion. Der var helt fyldt med politi, som skulle holde Chelsea-fans adskilt fra Tottenhams. Der var sådan en følelse af rå vold. Det var et kæmpe chok og en fantastisk oplevelse. Helt anderledes, end jeg havde forestillet mig.
Selvom han med glæde husker tilbage på oplevelsen, så var det en form for ’reality check’ at være på stadion i virkeligheden og opleve bydelen Nordlondon.
– Det var et hul i jorden. Jeg forestillede mig ikke, at det var så ødelagt og hærget. Det var virkelig et fattigt område. Det eneste, der lyste op, var sådan set Tottenham, altså klubben. Derfor var jeg også glad for, da de fik nyt stadion, at de blev i området. Hvis man har været der, ved man, at det virkelig betyder noget.
Er det den bedste oplevelse med Spurs?
– Selvfølgelig var der FA-Cuppen. Men for mig har det været konceptet, den her lidelsesrejse, ligesom at holde med den fede Elvis i 70’erne. Der kom sublim musik ud, men alle synes jo, det var patetisk. Man kan jo ikke gøre for kærlighed, så for mig er det det her med, amen for helvede, det starter altid godt og så…
– Jeg har sagt til mine børn: Undskyld, jeg har givet det videre til jer, men det kan ikke være anderledes. Der er ikke ret mange, der ved, hvad ulykkelig kærlighed er, men det gør alle Spurs-fans.
Han har selv flere Spurs-trøjer liggende. En med Eriksen, Højbjerg og så selvfølgelig Hoddle. Favoritten er Le Coq Sportif fra 80’erne. Han skilter også gerne med, at han er Tottenham-fan og er måske en af de mest kendte af dem herhjemme. Det betyder også, at der ofte er andre fans, der taler til ham.
– Ja, det sker jævnligt. Men det er mest Tottenham-fans, der giver sig til kende: Jeg holder også med Tottenham. Det er meget sjovt. Det sker ofte. Også på de sociale medier.
De fleste kan nok blive enige om, at Tottenhams store rivaler er Arsenal. Men Søren Pind ser dem ikke som Nordlondon-rivaler.
– Det er jo ikke en London-klub. Det er nogle hangarounds, dem der. Det er ikke værd at tale om. Jeg har ingen respekt for dem. Det eksisterer ikke. Jeg hadede den dag, de kaldte St. Totteringhams day. Jeg hadede den. Det er jeg glad for ikke længere er sådan. Vi har jo ikke sådan en Arsenal-dag. Jeg synes, vi hæver os over det.
Netop af den årsag er der også en gammel kollega, han gerne vil vinde over.
– Carl Holst holder med Arsenal. Ham vil jeg utroligt gerne slå, fordi han er altid meget hånlig over for mig, når det sker. Så er der selvfølgelig alle de der Liverpool-folk… I 80’erne vandt de jo alting, så det grundlagde simpelthen et lag af had. Et jantelovs-had, som jeg har båret med mig lige siden. Jeg synes, at Liverpool på mange måder minder mig om Socialdemokratiet.
Selvom Søren Pind ikke har noget imod de sorger, der følger med som Tottenham-fan, har de seneste år alligevel været hårde ved ham. Først var det Champions League-finalen, men herefter kom Mourinho.
– De tidspunkter jeg har hadet, det har været, når vi har haft defensive trænere. Det er også derfor, jeg er træt af Mourinho. Det ligger ikke til os at spille defensivt.
Ville du ofre spillestilen for et trofæ?
– Det synes jeg jo ikke. Jeg synes, at man skal gennemføre den spillestil. Jeg ville jo blive glad, hvis vi vandt, det ville jeg, men jeg kan ikke forstå, at det ikke kan lade sig gøre. Det var jo virkelig tæt på med Poch. Det er jo typisk, at den sæson, vi havde muligheden for at vinde mesterskabet, så ender Leicester med at blive nummer 1. Det er også en af de værste oplevelser. Jeg lider af en freudiansk fortrængning.
Det er også ofte den tilgang, han har, når han tænder for en kamp i dag.
– Jeg har det lidt ligesom Villas-Boas. Nogle gange lukker jeg bare ned, så kan jeg ikke. Det gør for ondt. Så fornægter jeg det. Så følger jeg med på livescore og lukker øjnene. Jeg kan ikke. Så vidt jeg kan, ser jeg alle kampe. Men i den her sæson er jeg godt nok blevet skuffet. Det var jo fantastisk mod United. Alle de der kampe, hvor vi stiller os tilbage, og så kommer de andre foran, og så skal de knokle røven ud af bukserne for at komme på 1-1. Det kan jeg slet ikke klare. Og så ser man, hvor offensivt vi rent faktisk kan spille, så får jeg det fysisk dårligt.
Mourinho eller ej er planen stadig, at Søren Pind skal meget mere til London og se fodbold – det har han også lovet børnene i årevis. Han er generelt glad for at være på stadion og se fodbold med andre ligesindede. Følelsen af fællesskab i medgang og modgang tiltaler ham. Derfor er det heller ikke det samme at se fodbold i øjeblikket med corona og tomme stadions – heller ikke på skærmen.
– Det er meget sjovt, fordi der oplever man virkelig, hvad publikum betyder. Man savner virkelig at se dem, der lever sig ind i det og er med. Det bliver meget mere maskinelt, man får et blik for de mere kyniske sider af fodbold, når der ikke er tilskuere. Jeg synes, pengemændene og det her mere spekulative i fodbold træder mere frem. Når passionen ikke er udlevet foran skærmen, når man ikke kan se, at det er fandme bager-Joe henne fra hjørnet, der har brugt en væsentlig del af sin årsindkomst for at være inde at se og støtte sin klub. Det hører bare med.
Da vi mindede Søren Pind om, at han har været fan i 40 år, blev han forskrækket. Det er gået hurtigt. Selvom det er gået op og ned, så ruster ægte kærlighed ikke. Glæden ved at se gode, gamle Spurs spille er måske ikke lige så god i øjeblikket, som den var dengang, han blev forelsket, i 80’erne. Men det er stadig Tottenham, der er holdet. Og det holder det aldrig op med at være – og der er ikke noget, der kan ødelægge det. Og som han selv siger:
– Tottenham till I die. Sådan er det bare.
