Landsholds-update

af | mar 27, 2021 | Uncategorized | 0 Kommentarer

Klubfodbolden er blevet sat på en kort pause, og mange af Tottenhams spillere er derfor samlet med deres respektive landshold. Mens vi venter på at spillerne vender tilbage til Nord-London for igen at trække den liljehvide trøje over hovedet, bringer vi her en lille opdatering på hvordan Spurs-spillerne klarer sig, imens de er på landsholdstur.

Serge Aurier var samlet med holdkammeraterne fra Elfenbenskysten, som skulle op imod Niger for at kvalificere sig til African Cup of Nations 2022. Tottenham højrebacken Serge Aurier startede på sin vante position, med anførerbindet om armen, og var meget involveret i Elfenbenskysten offensiv. Ved slutfløjt havde Aurier nemlig scoret et mål og lavet yderlige to assist i Elfenbenskystens 0-3 sejr over Niger. 

Elefanterne fra Elfenbenskysten har dermed spillet sig videre fra gruppespillet på point, inden kampen mod Etiopien som spilles tirsdag d. 30/3 klokken 15:00

Matt Doherty som til dagligt konkurrerer med Serge Aurier om spilletiden som højreback, startede for Irland der stod over for det Serbiske landshold. De to hold kæmpede om deltage i VM i Qatar 2022 i kvalifikationsgruppe A. Doherty spillede alle 90 minutter for Irland,  i det som blev til et 3-1 nederlag til serberne. Irland får chancen igen, når de i aften (d. 27/3) klokken 20:45 tager kampen op imod Luxembourg. 

Ben Davies, Joe Rodon og Gareth Bale var alle tre en del af Wales landsholdstrup som først skulle op mod Belgien onsdag d. 24/3 i VM kvalifikationsgruppe E. Ben Davies blev skadet inden kampen, og var derfor ikke en del af startopstillingen. Det var til gengæld Gareth Bale, der startede som højre wing, og Joe Rodon der startede centralt i et tremandsforsvar. Første mål i kampen blev scoret af Wales, og her var Gareth Bale involveret, da han havde næstsidste fod i et flot opspil til et mål, som blev scoret af Harry Wilson. Efter målet tog Belgien dog sin favoritrolle til sig, og kampen sluttede 3-1 til Belgien.

Wales spiller igen i aften (d. 27/3) klokken 21, hvor de spiller venskabskamp mod Mexico.

Toby Alderweireld startede samme kamp for Belgien, hvor han sammen med tidligere Tottenham-spiller Jan Vertonghen var en del af det hold som vandt over Wales. Belgien spiller igen i dag (d. 27/3), hvor modstanderen denne gang hedder Tjekkiet i VM kvalifikationsgruppe E.

Hugo Lloris og Moussa Sissoko var begge en del af Frankrigs landsholdstrup, som d. 24/3 tog imod Ukraine. Hugo Lloris startede som målvogter, mens Moussa Sissoko måtte se til fra bænken, mens de blåklædte fra Frankrig spillede 1-1 mod Ukraine. Frankrig spiller igen d. 28/3 mod Kasakhstan som ligesom kampen mod Ukraine er en kamp i VM kvalifikationsgruppe D.

Harry Kane og Eric Dier var samlet med resten af løverne fra det Engelske landshold, men måtte begge se til fra bænken mens deres landsholdskammerater bankede San Marino med 5-0 i VM kvalifikationsgruppe I. England spiller VM kvalifikationskamp igen d. 28/3 mod Albanien, hvor det bliver spændende at se om vi får nogle Tottenham spillere i aktion.

Pierre Emil Højbjerg  startede inde på den centrale midtbane for Danmark d. 25/3, da de vandt 0-2 over Israel i VM kvalifikationsgruppe F. Danmark skal i aktion igen d. 28/3, hvor modstanderen denne gang hedder Moldova. 

COPYRIGHT WHITE HART DANES © WEBDESIGN BY: ITRoom