West Bromwich - Tottenham

 

 

West Bromwich Albion - Tottenham Hotspur

Lad os starte med lidt meningsløs paratviden: The Hawthorns ligger 168 meter over havet og er dermed det højstliggende af samtlige 92 stadions i det engelske og walisiske ligasystem.

Vi kan derfor med god ret give den tynde luft skylden for vores sædvanligvis dårlige resultater på netop dette stadion, og hvis det endnu en gang skulle gå galt i morgen eftermiddag.

Keano-nostalgikere kan med fordel starte 4:10 inde i dette klip, og se et par perler fra sidst vi vandt på the Hawthornes tilbage for 8½ år(!) siden http://www.youtube.com/watch?v=_npxDypsi-w (Yiddo!).

 

Værterne:

The Baggies, Droslerne, kald dem hvad I vil, har haft en rimelig start på sæsonen og ligger på en aktuel 10. plads. De er dog en del af det store felt fra 8-17. pladsen hvor kun 4 point skiller holdene. Aktuelt er holdet hæmmet af at deres målscorer Odemwingie er langtidsskadet. Desuden er deres hard-man Scharner ude og de offensive kræfter i James Morrison og Chris Brunt har ikke ramt samme niveau som i sidste sæson.

Shane Long er kommet til fra Reading, men har på ingen måde kunnet erstatte Odemwingie.

Det er offensiven den er gal med for værterne. Med blot fem mål i seks hjemmekampe er det svært at gøre hjemmebanen til en fæstning.

Til gengæld er det lykkes for Roy Hodgson at sætte sit præg på holdet efter den faste model med en solid defensiv, hårdt arbejde og velkendte om end forudsigelige og lidt kedelige spilmønstre.

 

Gæsterne:

Spurs er midt i den bedste formkurve i mands minde. Og modsat tidligere tiders gode spilform, kan vi nu også se det udmålt i point på kontoen. 25 point ud af de sidste 27 mulige er ikke til at spøge med.

Stemningen i truppen er god. Selv Defoe har erklæret sin loyalitet og kærlighed til klubben og fansene, selvom han med god ret kan føle sig skuffet over den manglende spilletid.

De spillere som er på banen bakker hinanden fantastisk op og selvtilliden og spilleglæden er tydelig.

Vi ligner et tophold, opfører os som et tophold og spiller (meget af tiden) som et tophold. Vigtigere er at modstanderne også ser os som et tophold. Senest i mandags var det tydeligt at Aston Villa gik på banen uden tro på at de kunne hente point.

Vi mangler dog stadig at overføre dette til udebanekampene. Vi har hentet pointene og har til tider spillet godt, men sejrene har langtfra været sikre.

 

Kampen:

Hvis vi skal have en sikker sejr over West Bromwich skal vi sætte os tungt på boldbesiddelsen og pasningsspillet og meget gerne komme tidligt foran.

Hvis værterne får lov til at sænke tempoet, tage mange nærkampe og bryde spillet med frispark, så bliver det en grim kamp for de liljehvide.

Vi må forudse en chancefattig kamp, hvor gæsterne forsvarer med 11 mand, så længe kampen står 0-0.

Når det så er sagt, så er der ikke meget at hænge sin pessimisme op på. Der er reel klasseforskel på de to hold. Spiller for spiller er der ingen pladser hvor Spursspillerne er matchet. Chris Brunt kunne måske vinde en plads på Redknapps bænk, men derudover er det småt med de individuelle kvaliteter hos modstanderne. 

For en sjælden gangs skyld er der ikke meget tvivl om holdopstillingen. Efter sigende skulle både van der Vaart og Defoe være skadede, men mon ikke de begge er friske nok til at kunne klare 90 minutter tilsammen uden at ham russeren skal hentes ind fra kulden.

De øvrige 10 pladser giver efterhånden sig selv.

 

Forudsigelsen skal jo med i optakten, uanset at den aldrig rammer plet:

Spurs kommer til at dominere kampen, men undervurderer måske modstandernes hårdhed en smule og får svært ved at komme til chancer, og første halvleg ender 0-0. Hvis trænerens kredsløb kan holde til det, så får spillerne en opsang i pausen, og presset på gæsterne bliver øget. Efter ca. en time får Vaart eller Bale scoret, og da the Baggies prøver at komme længere frem lukker indskiftede Defoe kampen med ca. 10 minutter igen.

Med andre ord. Vi vnder 2-0, men kønt bliver det ikke.

 

COYS og god kamp!