Tottenham - Shamrock Rovers

 

Det har været en god september måned for Tottenham, hvor man har formået at balancere indsatsen i henholdsvis Premier League og de øvrige turneringer på fornuftig vis. På torsdag er det så igen tid til Europa League Fodbold. Normalt er kløver noget irriterende i ens græsplæne eller noget man helst skal se på toppen af et godt glas Guinness. Men for torsdagens modstander har det en ganske enkelt betydning. En Shamrock er dels Irlands nationale symbol og dels navnet på den klub, der på torsdag gæster White Hart Lane.
 Af Lasse Sand, Bagdad
 Shamrock Rovers
16 mesterskaber, 24 pokaltriumfer og ligeledes den klub, der har leveret flest landsholdsspillere til det irske landshold gennem tiderne. Det er torsdagens modstander, Shamrock Rovers. Men selvom klubbens meritter ser imponerende ud, når de fremstilles i nøgne tal, skal man nok lige tage Irlands fodboldmæssige størrelse i betragtning!
Irland er langt under den gennemsnitlige fodboldnation i Europa, og irsk klubfodbold har altid lidt under, at klubberne i England og Skotland har støvsuget alt talent ud af landet i en meget ung alder. Der er derfor udsigt til en på papiret forholdsvis let opgave for en storklub som Tottenham, når de irske halvamatører kommer til London.
Men selvom det på papiret ser let ud, skal man huske på, at Shamrock Rovers faktisk formåede at give FC København en del modstand i deres Champions League kvalifikationskamp i Parken, og at Shamrock Rovers faktisk var uheldige med ikke at komme foran på hjemmebanen, hvor FCK af to omgange blev reddet at træværket. Men retfærdigvis skal det siges, at FC København over to kampe var for stor en muldfuld for de irske mestre.
 Til gengæld lykkedes det Shamrock Rovers at besejre serbiske Partizan Beograd, og dermed kvalificere sig til gruppespillet i Euro League, som det første irske hold i historien. Der er derfor grund til at tro, at torsdagens modstander er til at tale med, men med en sejr over et serbisk hold forud for gruppespillet vidner om, at Shamrock Rovers godt kan overraske.
Som et lille kuriosum kan i øvrigt nævnes, at Shamrock Rovers har den tidligere Tottenham (og Arsenal youngster) Rohan RIcketts i truppen. Efter er god start på karrieren for Ricketts i bl.a. Arsenal, Tottenham og Wolverhampton er han endt i Shamrock Rovers efter at have spillet i den canadiske, ungarske og moldoviske liga og desuden havde et kort ophold i den tyske Regional Liga Nord hos SV WIlhelmshafen. Så den tidligere engelske U-18 landsholdsspiller har for alvor taget turen ned ad bakke, selvom han før denne sæson havde udtalt, at han gerne ville tilbage til Premier League. Men med valget af Shamrock Rovers ser han ud til at have erkendt, at den tid er slut for ham. 
Tottenham
The Mighty Spurs er kommet godt i gang med sæsonen efter en lidt kedelig start, og der er fra den sportslige ledelses side markeret en klar prioritering af opgaverne. 1. Premier League 2. Alt andet. Og det har man tydeligt kunne se på de forskellige Tottenham hold, der har været valgt til de forskellige opgaver. Spillere som Modric, Bale, Adebayor, Van der Vaart, King, Friedel, Lennon og Defoe kommer sandsynligvis ikke i berøring med Europa League før efter nytår, hvis Tottenham vel at mærke kvalificerer sig til knald eller fald kampene…til gengæld er dette blevet turneringen hvor mange af de unge spillere og øvrige marginalspillere får chancen, hvilket har været et spændene bekendtskab., og som indtil videre har fungeret tilfredsstillende. Og med Arsenal kampen i weekenden er der ikke meget, der tyder på, at det bliver anderledes i forhold til kampen mod Shamrock Rovers.
Og Tottenham har mange spændende unge spillere, der bør kunne løfte opgaven mod Shamrock Rovers. Livermore, Townsend, Falque, Kane, Ceballos og Carroll kommer sandsynligvis til at spille en rolle i den kamp. Hertil kan tilføjes mere rutinerede spillere som Krancjar, Pavlyuchenko, Bassong, Corluka og Dos Santos – og så han man opskriften på Tottenhams Europa League kampagne. ViI skal nok ikke forvente at få hverken Missimo Luongo eller Jake Nicholsen at se, da begge er med i NextGen truppen i PSV tirsdag aften i Eindhoven. Man kan vel godt forestille sig, at spillere som Gallas og Lennon får en smule spilletid for at komme lidt i gang igen, men Harry ser ud til at være fast besluttet på, at det skal være ”de unge” der skal føre Spurs gennem første del af Europa League.
Kampen
Det bliver helt sikkert en kamp med masser af stemning på tribunen. De unge får en fed oplevelse, og det kan ikke undgå at løfte deres spil. Men det kan også gå den modsatte vej. Vi kender jo efterhånden fansenes måde at reagere på, hvis det ikke går som planlagt fra starten, og så kan evt. frustration over manageren pludselig komme til at gå ud over de unge spillere.
Men det vil være en kamp, som Tottenham kommer til at dominere fra starten. Kunsten vil være at få det tidlige mål, der kan få både trænere, spillere og publikum til at slappe af. Og det er helt sikkert det Spurs kommer til at gå efter. Slå kampen tidligt ihjel, og undgå at bruge dyrebare spillere, der helst skal være friske til på søndag mod Arsenal.
Man kan dog forvente et godt kæmpende Shamrock hold, der i vanlig britisk stil vil forsøge at spille på de strenge de nu kan. Og det blive med fysikken i højsædet og lange bolde. Og så vil de formodentligt håbe på, at en dødbold kan sikre dem et mål og måske endda et point. Men Shamrock vil sandsynligvis være tilfredse med det ene point.
Bud på opstilling
Cudicini, Corluka, Bassong, Kaboul, Townsend, Livermore, Carroll, Dos Santos, Falque, Kane, Pavlyuchenko.
Resultat:
2-0 til Tottenham