Tottenham - Newcastle

Julens hårde program startede med en hård opgave på Villa Park, og det blev til tre vigtige point efter en heroisk fight, hvor Tottenham den sidste time spillede 10 mod 11. Rafael Van der Vaart var i særklasse, og Spurs hænger stadig på i kampen om Champions League billetter. Sejrens betydning kan ikke overdrives, idet begge Manchester klubber fik fuldt udbytte i dag. Der er London derby i morgen, hvor enten Arsenal, Chelsea eller begge vil sætte point til.

Tirsdagens modstander:

Allerede tirsdag aften gælder det så oprykkerne fra Newcastle United. På papiret er det ikke den mest skræmmende modstander, men de har individualister, der kan afgøre kampen på dagen. Og så har de indtil videre vunder alt i London i denne sæson! 1-0 på Emirates Stadium, 2-1 på Upton Park og 4-3 i Liga Cuppen på Stamford Bridge! Newcastle har allerede fået 10 point på udebane ud af 24, hvilket må siges at være flot for en oprykker. Det var selvfølgelig med en anden manager, da Chris Hughton blev erstattet af Alan Pardew for et par uger siden. Under den nye manager har klubben spillet to kampe på hjemmebane, hvilket har resulteret i en sejr over Liverpool og et nederlag til Manchester City. I begge kampe har angriberen Andy Carroll spillet godt, og har da også scoret i begge kampe. Og det er netop Carroll der kan være hård for Tottenhams til tider usikre forsvar. Han er hurtig, hovedspils stærk og har et yderst kapabelt langskud. Der har været megen spekulation om den unge angribers fremtid, hvor både Manchester City og Tottenham har været nævnt. Men mon ikke der skal mange penge til før Newcastle lader deres stjernefrø gå.

Newcastle har også andre prominente navne. Joey Barton, Kevin Nolan og Luis Enrique. Det er måske ikke spillere, der ville få spilletid i Tottenham, men det er spillere der på dagen kan få Newcastle til at se ganske gode ud.

Selvom Newcastle har fået imponerende resultater i løbet af efteråret, er det alligevel et hold i et formdyk. De ligger tredjesidst i ”form-ligaen”, og har kun fået fem point i de seneste seks kampe. De ligger på en øjeblikkelig 9. plads i ligaen, men kan hurtigt tage turen ned af i tabellen, hvis nedturen ikke snart vendes. Faktisk er der kun fire point ned til Birmingham, der ligger lige over den frygtede streg i Premier League.

Tottenham:

De liljehvide helte fra Tottenham er flyvende i øjeblikket. 14 ud af 18 point i de sidste seks kampe, og juleprogrammet startede som nævnt med en flot sejr på Villa Park i Birmingham. Holdet er ved at blive mange skader kvit, og Harry skal igen til at foretage reelle valg forud for kampene. Vigtigst af alt er det, at hollænderen Rafael Van der Vaart er klar igen. To flotte mål mod Aston Villa og en helt igennem fantastisk indsats. Kaboul var ligeledes tilbage, og han gjorde det rigtig godt ved siden af Dawson. Selv udskældte Palacios lignede sig selv igen, og der er på mange måder grund til optimisme. Eneste skår i glæden var udvisningen til Defoe, der fik marchordre efter en luftduel med en Aston Villa forsvarer. Begge ”pundits” på Skysports (Glen Hoddle og Dwight Yorke) var enige om, at det var en meget hård udvisning. Men ud røg han, og han kan meget vel få tre dages karantæne.

På plussiden tæller også den kroatiske tryllerik, Luka Modric. Han spillede endnu en blændende kamp, hvor især opspillet til 1-0 målet var en perle. Med en enkelt aflevering splittede han Villas forsvar totalt, hvorefter Hutton og Van der Vaart kunne spille inderside indtil bolden lå i målet.

Der er dog grund til en anelse bekymring om Tottenhams sidste skanse, Heurelho Gomes. Han ser til tider meget usikker ud, og kommunikationen med forsvaret ser tvivlsom ud. Han var igen tæt på at begå et dumt straffe, og man er aldrig helt tryg ved hans indgreb i luften. Han disker dog op med fantastiske præstationer ind i mellem, og på de dage ligner han verdens bedste. Men han er svingende!

Kampen:

Der er pres på Tottenham, hvis ambitionen om en plads i top-4 skal indfries. Det er en kamp, der skal vindes! Newcastle er under et lidt mindre pres, idet de færreste vil forvente en sejr til oprykkerne. Disse to forhold er farlige for Tottenham, idet Newcastle har alt at vinde og Tottenham det modsatte. Det er vist før set, at netop disse kampe bliver til et antiklimaks. Det vil manager og spillere naturligvis være opmærksomme på, men det lægger et pres før kampen.

Newcastle har haft succes med at gøre kampene fysiske, med Barton og Nolan i hovedrollerne. Disse to udgør stammen i en solid midtbane. Det synes derfor logisk at søge, at føre kampen på flankerne, undgå slåskampen på midten. Newcastle vil selvfølgelig være nødt til at gardere sig i bredden, og det kan være dét, der er Tottenhams nøgle til et overtag. I front vil Defoe sandsynligvis mangle på grund af karantæne, og det vil betyde manglende speed på den centrale del af midbanen. Til gengæld åbner det mulighed for Crouch, og det gode samarbejde med Van der Vaart.

Jeg forudser en kamp med stort Tottenham pres, og farlige stød fra Newcastle. Det var billedet, da Newcastle slog Arsenal, og det vil de givetvis huske tilbage på. Kunsten for Spurs er så bare, at få afgjort kampen i tide.

Opstilling:

Gomes, Hutton, Dawson, Kaboul, Ekotto, Lennon, Modric, Palacios, Bale, Van der Vaart, Crouch

Resultat:

2-1 til Tottenham