Tottenham - Fulham

Lad mig bare være ærlig: Det bliver en kort optakt! Jeg vikarierer for Atyraph, og gæsterne kommer om en time…
Vi har nu spillet 10 kampe uden at tabe, og det er en imponerende stime for os, der er vant til at snuble med jævne mellemrum. Det virker som om, den tid er slut. Vi har længe været stærke foran med mange mål- bevares, det er da ofte midtbanespillerne, der scorer men alligevel! Den centrale midt er nu kommet godt med hvad det defensive angår. Palacios gør det godt i Hudds fravær, og ligner den spiller, vi mente, vi købte… Med Dawsons tilbagekomst ser det centrale forsvar også solidt, så det er ærgerligt, at Kaboul skal afsone de næste tre kampe. Backerne er også rigtig stærke. BAE gør det solidt - han er iskold, og Huttons samarbejde med Lennon på højresiden er meget frugtbart. På de offensive midtbanepladser er det jo vildt, hvad Modric, VdV, Bale og Lennon præsterer: Der findes ikke en bedre midtbane i Premier League. I øvrigt kom Bale som eneste PL-spiller med på avisen Marcas 2010-hold. Stort tillykke!
Endelig har vi en manager, der vil det offensive og underholdende spil, og som får det bedste ud af en talentfuld flok spillere.
Fulham har vi traditionelt et godt tag på. De har lige fået sæsonens første udesejr forleden, men det gør ikke, at vi ikke er tårnhøje favoritter til at vinde.
Vi skal frem over stepperne i morgen. Det er det, vi kan, og det er det vi vil! Højt pres. Masser af bolde over kanterne til Bale og Lennon. Dybe stikninger og millimeter-præcise afleveringer fra Modric. Fight og overblik samt skud fra vores gudsbenådede hollænder. Et eller andet udefinerbart fra Crouch eller Pav og så koncentration og vilje fra resten. Det kommer til at gå, og vi kommer til at vinde!
Forventet opstilling:
Gomes
Hutton, Bassong, Daws, BAE
Lennon, Palacios, Modric, VdV, Bale
Crouch

Forventet resultat: 4-0!
Og det kommende år ender på 1!!

Godt nytår!