Swansea - Spurs

 

 
 
Swansea - Spurs
 
Vi kan heldigvis blive i fugleriget, når der skal findes metaforer til årets sidste kamp. På udebane møder de liljehvide kamphaner en flok bidske svaner, der gør det flot hjemme i egen sø.
Det er ganske sjældent, Spurs og Swansea møder hinanden. Blot 31 opgør er det blevet til, og det seneste ligger tilbage i 91/92, hvor vi i efteråret mødtes 2 gange i ligacuppen. Sidste møde i bedste engelske række fandt sted den 12. februar 1983, hvor vi vandt 2-1.
 
Swansea:
Det er et lille stadion, vi skal besøge i morgen på årets sidste dag. Liberty Stadium huser 20.500 tilskuere, og fodboldklubben deler baner med den lokale rugby-klub. Byen Swansea ligger i Wales i det sydvestlige hjørne af Storbritanien. Wales har som bekendt eget landshold, og det er naturligvis også her vi skal finde årsagen til at vores egen Bale ikke spiller på det engelske landshold.
Swansea City F.C blev stiftet i 1912, og klubben er den mest succesrige walisiske klub. Således er det kun Swansea og Cardiff, der som walisiske klubber har spillet i den bedste engelske række. Tilbage i december 1981 førte Swansea sågar den daværende 1. division i England, men endte sæsonen på en aldrig siden overgået 6. plads.
I foråret 2008 rykkede klubben op fra League One (3. bedste række) til The Championship. Sidste sæson endte klubben på en 3.plads i næstbedste række, men i Play-Off finalen slog de Reading med 4-2. En sejr primært skabt af Scott Sinclair, der scorede 3 gange i den kamp. 
 
Livet i Premier League:
 
Efter oprykningen forstærkede Swansea sig markant i sommerens transefervindue. Der blev satset på spillere med en vis erfaring, men slet ikke i samme omfang som fx QPR. Klubben købte angriberen Leroy Lita i Middlesbrough, den gamle Spurs-spiller Wayne Routledge i Newcastle, målmanden Michael Vorm i Utrecht samt bl.a. den argentinske forsvarer Fede Bassone. (sidstnævnte kun medtaget her pga det seje fornavn!) Ind er også kommet vores eget forsvarsfyrtårn, Steven Caulkner, der er i klubben på en lejekontrakt og derfor ikke kan spille. Sidste sæson købte klubben føromtalte Scott Sinclair, der efter adskillige udlejninger fra Chelseas store trup, havnede på en permanent aftale i Wales. I Swansea har Sinclair scoret 23 mål i 56 kampe, så ham skal vi passe på!
”Svanerne”, som klubbens opfindsomme kælenavn lyder, har klaret sig fint i Premier League indtil nu. De befinder sig på en 14. plads – 5 point over Wigan lige under stregen. Klubben henter helt overvejende sine point på hjemmebane, hvor det er blevet til blot et enkelt nederlag i 9 kampe samt 4 uafgjorte og 4 sejre. De 4 slagne hold på Liberty Stadium er WBA, Stoke, Bolton samt Fulham. Det er kun Manure, der har hentet tre point i Wales i år. Flot, men ikke skræmmende! 2 af de seneste 3 hjemmekampe er endt uafgjort mod hhv. QPR (1-1) og Aston Villa (0-0). Ud over Manure mangler klubben endnu at møde topholdene hjemme, og der er ingen grund til at være skræmt over turen til den sydvestlige del af Kongeriget.
Det er ikke de store profiler, der præger holdet. Topscoreren er Danny Graham med 6 ligamål i år. Graham kom til i sommers fra Watford.  Af faste spillere er desuden forsvareren Ashley Williams (købt i Stockport),  målmanden Vorm samt play-off helten Sinclair, der i år har scoret 4 mål i ligaen.
 
Tottenham:
 
Efter 3. juledags sikre og flotte sejr over Kanariefuglene fra Norwich var det især Bale, der trak overskrifter. Ikke mindst måden hvorpå han scorede sit andet mål imponerede mange, og det er interessant, at han mere og mere er flyttet fra en position som kantspiller med kridt på ydersiden af venstre støvle til en mere central rolle som kreatør sammen med Vaart og Modric bag Adebayor. I Lennons fravær spiller vi reelt uden egentlige kanter, men til gengæld har vi altså tre (verdens)klasse offensive kræfter lige bag vores enlige angriber. Et genialt træk af Harry, der ellers ofte beskyldes for at være taktisk mindre smart. Efter kampen forleden bekendtgjorde Harry, at Bale, Modric og Vaart sådan set bare fik besked på at gøre livet surt for modstanderne, som de nu bedst selv fandt klogest! Det kan lade sig gøre med kompetente folk som Parker og Sandro bagved, der begge er mænd for at styre en midtbane og aflaste forsvaret.
Jeg forventer en opstilling præcis som mod Norwich.
 
Kampen:
Swansea kan godt lide at have bolden meget på eget græs. Deres midtbane vurderes til at være holdets stærke side, men med en både kreativ og fysisk stærk Tottenham ditto, anser jeg det for usandsynligt, at Swansea kan få noget ud af den kamp. Reelt er vi langt stærkere på alle pladser, og hvor vi før sagtens kunne tabe til svagere modstandere, er vi i år blevet langt mere kyniske og effektive. Der synes i truppen at herske en uhyggelig stor selvtillid og samtidigt ser det ud til, at der også er en meget høj grad af harmoni i truppen. Bemærk også at sommerens uro omkring transfers er ikke-eksisterende. Ingen nøglespillere vil længere sælges, og der heller ikke tegn på, at roen forstyrres af en række indgående transfers.
 
Jeg forventer en sikker sejr på mindst 2-0.
 
Forventet opstilling:
 
Friedel (Vi napper en målmand denne gang!)
BAE, Kaboul, Gallas, Walker
Parker, Sandro
Modric, Vaart, Bale
Adebayor
 
COYS!