OPTAKT: Liverpool - Tottenham

Liverpool v. Tottenham

Kampen spilles på Anfield.

Kickoff: 18:30 lørdag d. 2. april.

Kan ses på 6’eren og 3+.

Form og tidligere møder

Spurs skal bygge videre på den fine form, man har i Premier League til sæsonens vigtigste kamp indtil videre. Det er faktisk påkrævet, da man stadig har 5 point op til Leicester på 1. pladsen, som pt. selvfølgelig er målet – to dare is to do. Men vi skal endvidere heller ikke afskrive Arsenal, der har 6 point op, men en kamp i hånden.

Selvom Leicester er et eventyr og b.la. b.la., så kan vi alle sammen hurtigt blive enige om, at Leicester er irriterende. De har vundet 4 ud af de seneste 5 kampe 1-0, hvilket ikke ligefrem hjælper på Tottenhams titelchancer.

Men tilbage til Liverpool-Tottenham. Liverpool har været meget svingende i sæsonen, hvor de netop er gået videre i Euro League mod United, men i Premier League tabte 3-2 til Southampton. I den kamp var de foran 2-0. Runde før fik de en meget spinkel 2-1 sejr ude mod Palace på et tyndt straffespark i det 95. minut. Det lyder jo umiddelbart ikke så godt, vel? Omvendt var de to foregående kampe først en 6-0 sejr mod Villa og en 3-0 sejr mod City. Så det her Liverpool-hold spiller som dag og nat. De har dog stadig noget at spille om i ligaen med 7 point op til top 4 med en kamp i hånden.

Tottenham er en helt anden historie. Spurs har været meget konsistente næsten hele sæson, hvor der kun har været få svipsere som fx Newcastle på hjemmebane. I ligaen har Spurs vundet de sidste to kampe mod Villa og Bournemouth med en målscore på 5-0. Den største rids i lakken var imidlertid i de seneste 5 med udebanenederlaget mod West Ham, hvor Spurs nok spillede den dårligste kamp til dato.

Tottenham har ikke en god statistik mod Liverpool. Selvom klubben fra Merseyside ikke har vundet hjemme 2 gange i streg denne sæson. Faktisk har hele 11 hold i ligaen fået flere point hjemme end Liverpool. Spurs er også det hold i ligaen udover Leicester, der har vundet flest point på udebane. Men sagde vi ikke noget med, at Spurs ikke havde en god statistik mod Liverpool? Jo. Spurs har ikke vundet på Anfield siden 2011. Sidst det skete scorede RvD og Modric i en 2-0 sejr. Liverpool har også vundet 5 ud af de seneste 6 kampe mod Spurs. Mødet på WHL tidligere på sæsonen blev 0-0, som måske var lidt overraskende, da Liverpool har scoret hele 18 gange mod Spurs de seneste 6 kampe.

Forventningerne

Statistikken er som sagt ikke med Tottenham mod Liverpool denne runde. Men alligevel er historie ikke altid noget, man kan bruge til noget. Spurs har været meget bedre end Liverpool denne sæson, og med den næstbedste udebanestatistik og Liverpools dårlige hjemmebanestatistik, så kan vi sagtens se Spurs løbe med en meget sjælden sejr. 1 sejr i 21 kampe på Anfield i ligaen siger dog sit klare sprog, så I står alene, hvis jeres odds er på en Spurs-sejr.

Skader

Njie og Bentaleb er stadig på skadeslisten. Vertonghen kan måske spille. 

Startopstilling

Det er meget svært at sige, hvem der kommer til at spille. Flere af spillerne har spillet landsholdsfodbold, og Lamela kommer fx hjem fra Argentina, så han må forventes at have lidt jetlag. Samme gør sig dog gældende for Liverpool, hvor Coutinho har været med Brasilien. Selvom Vertonghen måske er klar, så tror jeg ikke, han spiller. Wimmer har trods alt stået knivskarpt.

                   Lloris

Walker      Wimmer     Alderweireld    Rose

 

              Dier          Dembele

       Lamela        Alli     Eriksen

 

                     Kane

Vi tror kampen ender 2-2. COYS