NUFC - Spurs

Landskamps-pausen er endelig overstået og det er igen tid til fodbold i Englands bedste række. I vores tilfælde gælder det en udebanetur til Newcastle, der må siges at være sæsonens positive overraskelse indtil videre.

 

Af: Stefan Christensen 

Spurs:

Så vidt vides er kun Corluka føjet til skadeslisten i forbindelse med landskamps-pausen, mens Bale derimod burde have fået tanket selvtillid med to mål i lige så mange kampe. Det betyder dog ikke, at skadeslisten er kort. Lennon og Dawson er stadig tvivlsomme, mens bl.a. Gallas, Kranjcar og Huddlestone fortsat er ude.

 

Det er dog et Spurs-hold i forrygende form der gæster St. James´s Park søndag eftermiddag. Efter to syngende lussinger mod de to Manchester-klubber er det således blevet til fire sejre på  stribe. To ekstremt vigtige hjemmesejre over vores to formodede nærmeste konkurrenter i kampen om fjerdepladsen samt to udekampe vi så ofte har tabt point i. Forvandlingen skal ikke mindst ses i lyset af de tre nyerhvervelser Friedel, Parker og Adebayor der alle, med hver deres roller, har haft en afgørende indflydelse på de vundne kampe. At både Defoe, Van der Vaart og Sandro ligeledes præsterer giver sandsynligvis en del luksusproblemer for Harry.

 

Diskussionen om vores fremtidige formation går til tider højt her på siden, og det er da heller ikke helt uden grund.  Den korte forklaring er naturligvis, at vi er klart bedst når vi spiller 4-4-2, men at Van der Vaart vel dybest ikke passer ind i den formation. Den lette løsning ville være at bænke hollænderen, men holdningen er dog samtidig, at han er for god til at have siddende blandt de øvrige reserver. Bedst illustreret af hans smukke mål mod Arsenal for et par uger siden. At Lennon sandsynligvis ikke er klar til søndagens kamp, resulterer ifølge min bedste overbevisning i at Rafa endnu en gang er at finde på højrekanten, og så kan diskussionen leve videre i bedste velgående.

 

Newcastle:

Det tidligere storhold må i den grad siges at have fået en fantastisk sæsonstart. Newcastle har endnu ikke tabt i de første syv kampe bl.a. takket være en solid defensiv, der blot har lukket fire mål ind. Fire sejre og tre uafgjort har således givet 15 point, hvilket rækker til en øjeblikkelig fjerdeplads. En fjerdeplads der dog bør skifte hænder efter søndagens sene tv-kamp. Det er da også langt fra det samme Newcastle-hold vi skal op imod, som i sidste sæson sluttede på en 12. Plads. Ud er røget profiler som Joey Barton, Jose Enrique og anfører Kevin Nolan, mens det helt store indkøb har været Demba Ba. Ba formåede at lave hattrick i forrige runde, men en mindre skade gør ham tvivlsom til søndagens kamp. Jeg tror dog ikke, vi skal regne med at slippe for manden, der har tegnet sig for fire mål i de seneste to kampe.

Udover den stærke angriber har man desuden hentet floppet Gabriel Obertan i Man Utd samt de to øvrige franskmænd Cabaye og Marveaux. Man skulle måske tro at Arsene Wenger havde overtaget tøjlerne hos The Magpies, men det er rent faktisk Alan Pardew, der fortsat er manager i klubben. Han må da også tilskrives en del af æren, for at have skabt et mere sammentømret  stabilt mandskab uden de ellers stærke individuelle kræfter som Nolan, Barton og Carrol.

 

Kampen

Jeg forventer, at de to formstærke mandskaber kommer til at give hinanden kamp til stregen. Meget afhænger af, om vores bedre boldspillere formår at spille sig uden om fysikken hos spillere som Tiote på den centrale midtbane. Det burde dog også være muligt at stå mere imod med tilgangen af Scott Parker, der om nogen kan bidrage til at Modric får fripas til at koncentrere sig om at drive spillet offensivt.

Samtidig bliver det vigtigt for os at spille med den tålmodighed vi især så i den lignende udekamp mod Wolves, hvor vi uden at panikke formåede at åbne modstanderen op relativt sent i kampen. Alan Pardew har således kaldt søndagens kamp for deres største test hidtil, og der er da heller ingen tvivl om at hans mandskab vil blive instrueret i at forholde sig afventede i kampens indledning.

Det faktum at vores skadessituation blandt de 11 startende fra sidste runde mod Arsenal er uændret gør, at jeg heller ikke tror, at Harry skifter ud på nogen pladser. Eksperimentet med at lade Walker snuppe højrekant er vel blevet ødelagt efter Corlukas småskade i landskampen. Alternativet kunne være at lade Dos Santos få chancen fra start efter en super indsats mod Shamrock, men at han skulle blive foretrukket frem for Van der Vaart eller Defoe har jeg dog svært ved at tro på. King er 7-9-13 klar til endnu en kamp fra start og med Dawson og Gallas ude er Kaboul igen med ovenpå en god præstation mod Arsenal.

 

Bud på startopstilling:

Friedel-Walker,Kaboul,King,BAE-VDV,Parker,Modric,Bale-Defoe,Adebayor.

 

Bud på resultat:

Vi vinder 3-1 på mål af Modric, Defoe og Adebayor.

 

God kamp!