Hearts Vs. Tottenham

Tottenham Hotspur F.C – Heart of Midlothian F.C

Grundet den aflyste kamp mod Everton, er dette optakten til sæsonens første ”rigtige” kamp. Modstanderen i dette års Europa League er holdet Heart of Midlothian F.C, bedre kendt som ”Hearts” fra den bedste Skotske liga. Slaget skal stå på Tynecastle Stadium i Edinburgh, hvor vi for første gang skal få en indikation på, hvor holdet står i forhold til den kommende sæson.

(Optakten er skrevet af vores nye skribent, Søren Holm. Vi byder Søren hjertelig velkommen og siger samtidigt tak for den gode optakt!)

Modstanderen

I en liga, hvor det efterhånden er umuligt at finde andre vindere end Glasgow Rangers eller Celtic, er Hearts formegentligt ikke det hold, fans udenfor Skotland har det største kendskab til. Klubben er sammen med en håndfuld andre hold med i konkurrencen om 3. pladsen, som de også ”vandt” i sidste sæson. Hearts, der blev stiftet 1874, har ellers været præget af en del uro i de seneste år grundet den litauiske ejer Vladimr Romanov, der måske er bedst kendt for en episode i år 2006, hvor han truede med at sætte alle spillere til salg, hvis ikke de vandt den næste kamp. Kampen endte 1-1, og resulterede bla. i, at flere spillere forsvandt. Samme år vandt klubben dog pokalfinalen, som også er det største resultat i de sidste 25 år.

I den skotske liga har Hearts fået 4 point på ligeså mange kampe, hvilket ikke lyder særligt prangende. Men spillet har faktisk været udemærket, og den sidste kamp mod Aberdeen blev da også  vundet med 3-0. Det tyder på, at det hold vi skal møde, så småt er ved at finde kampformen. Der er blevet hentet seks nye spillere til klubben, heriblandt angriberne John Sutton (tidligere trainee hos os), Stephen Eliott(tidl. City, Sunderland og Wolves), målmanden Marian Kello og forsvarsspilleren David Barr.

Tottenham har aldrig mødt Hearts før, dog har spillere, eller sågar legender (det er længe før min tid) Alfie Conn og Dave Mackay spillet for begge klubber, mens vores førsteholdstræner Joe Jordan, var træner for Hearts i perioden 1990-1993 – Om sidstnævnte er nogen fordel, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Tottenham

Transfervinduet har været mere ”stille” i Tottenham. Keane blev i mandags sendt på porten, men klubben råder stadig over spillere som Jenas, Bentley, Gio og Palacios, der ideelt set også skal skæres fra hurtigst muligt. Der er kun blevet brugt penge på den 40-årige keeper Brad Friedel og de to unge talenter Ceballos og Coulibaly. Den historie, der har fyldt mest i medierne, er historien om vores lille troldmand Luka Modric, som har haft gang i en flirt med vores rivaler Chelsea. Selvom klubben har stået fast og afvist bud, er Modrics fremtid stadigvæk usikker og hele forløbet må også have givet en smule intern uro i klubben.

 Venskabskampene forud for denne har ikke givet noget entydigt svar på, hvor Spurs står henne rent spillemæssigt. Der har været blandede resultater, men man skal som altid passe på med at lægge alt for meget i disse kampe. Hvem husker ikke den gode optakt vi havde inden den famøse Ramos-sæson? Det undertegnede tager med er, at både Crouch og Defoe scorede, så jeg krydser fingre for, at især sidstnævnte genfinder sig selv i år. Især, hvis der ikke bliver hentet en nye angriber inden vinduet smækker i.

Kampen

Det skal blive spændende at se, hvor højt EL bliver prioriteret fra vores side i år. Det er selvfølgelig ikke en turnering med samme prestige-niveau som CL, men vel en turnering vi på papiret vel faktisk kunne vinde. Så mon ikke vi ser en noget nær stærkeste opstilling til kampen i Edinburgh. Modstanderen Hearts må i hvert fald være topmotiverede, da de nok heller ikke i år skal gøre sig forhåbninger om at vinde ligaen. De må derfor have en stor interesse i, at lave et så godt resultat som muligt i denne kamp og i turneringen generelt.

Ud fra de match-reports jeg har læst, og nogle forskellige små videoer på nettet, virker Hearts ikke alt for skræmmende, især har midterforsvaret skulle stå på skud for megen kritik. Dog er der nogle solide offensive kræfter på midtbanen, især i kraft af sidste års topscorer Skácel, der er god på skud fra distancen og dødbolde. I angrebet er nyindkøbte John Sutton fra Motherwell kommet i gang med to mål ude mod Aberdeen, mens den OM/angriber David Templeton (der skulle have Brian Laudrup som sin store helt) også har vist lovende takter. Han er ifølge diverse Hearts-fans manden, der kan komme ud af ingenting og afgøre en kamp.

Selvom vi oftest har benyttet os af en 4-5-1 med Crouch på toppen i internationale kampe, så vil jeg alligevel håbe, at vi stiller op i en 4-4-2 med Crouch og Defoe på toppen. Hearts burde være en overkommelig en modstander, og jeg tror ikke, at de ville kunne overraske på samme måde som ukendte hold fra fjernere fodboldkulturer.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi skal regne med, siden VdV har fået og tumlet med lidt småskader, og vi har en vigtig kamp mod Manchester United umiddelbart efter denne. Buddet er:

Gomes

Corluka– Dawson – Kaboul – BAE

Lennon – Huddlestone – Modric – Bale

Defoe – Crouch

Det er svært at spå  om denne opstilling, der er mange spørgsmål. Gomes eller Friedel? Corluka eller Walker? Modric/VdV? Townsend, Rose o.lign? Går vi efter at komme hurtigt foran og så sætte ”2-kæden ind”, eller vurderer Harry, at stamspillerne har brug for fuld kamptræning?

Uanset hvad, tror jeg på, at vi kan slå Hearts, der trods 3-0 sejren bestemt ikke så overbevisende ud rent defensivt, mod et af de svageste offensive hold i den skotske liga. Peter Crouch kan derfor blive et ubehageligt bekendtskab for det ikke alt for solide Hearts-forsvar. 2-0 – Crouch, Bale!

God kamp og god sæson til jer alle! – COYS!