FA Cup: Fulham vs. Spurs

Kan Spurs vinde sæsonens tredje sejr over Fulham?

FA Cup: Fulham – Spurs

Weekendens fjerde runde i FA cuppen rundes af på Craven Cottage, hvor hjemmeholdet tager imod et Spurshold, som allerede har vundet sæsonens to indbyrdes opgør i ligaen. I de to kampe blev henholdsvis Huddlestone og Bale matchvindere, og ingen af dem kommer til at gentage den bedrift på søndag, da begge er ude med skader.

Fulham er ikke traditionelt et hold med stolte cup-traditioner, men sidste sæsons imponerende plads i Europa League finalen, må have givet the Cottagers blod på tanden. Holdet ligner umiddelbart hverken en nedrykker eller en kandidat til europæisk kvalifikation gennem ligaen, så der er ingen tvivl om at det bliver et topmotiveret mandskab i stærkest mulige opstilling vi får at se.

Manager Mark Hughes har modsat den klub han er ansat hos en meget flot historie i FA cuppen. Som spiller har han deltaget i fem finaler, hvoraf han vandt de fire og tre gange blev han selv målscorer. Seneste FA-triumf for Hughes var i 1997 for naboklubben Chelsea og inden da naturligvis for Manchester United.

Vores egen ’Arry nåede aldrig at spille en cup-finale som spiller. Han var i West Ham under deres triumfer hvor de vandt FA cuppen i 1964 og UEFA’s pokalvinderturnering året efter, men først i den efterfølgende sæson brød han igennem på førsteholdet.
Som manager førte han som bekendt Pompey til sejren for tre sæsoner siden, og endnu mere bekendt er det jo nok, hvor tæt han var på at føre Spurs i finalen i sidste sæson, hvor netop Fulham var blevet fejet af banen i kvartfinalen.

Fulham har en midtugekamp i benene, men ventes at stille med stort set uændret opstilling.
Udenfor sad vores gamle ven Simon Davis samt Etuhu og Kamara, og hvis der er trætte ben i truppen er det nok blandt de tre at vi ser de nye ansigter.

Opstilling Fulham:
Stockdale – Baird, Hangeland, Hughes, Pantsil – Dempsey, Murphy, Sidwell, Duff – Johnson, Dembele

Noget større tvivl er der om hvilket hold Redknapp sender på banen. Det ville være en meget stor overraskelse, hvis det bliver et decideret reservespækket hold vi får at se. FA cuppen er ikke noget der nedprioriteres, men omvendt er der ikke råd til at risikere at sende småskadede spillere på banen, da der bliver brug for alle kræfter til den kommende tids meget pressede program.

Gomes burde være klar men det kan sagtens være at Cudicini alligevel får chancen efter en god indsats mod Newcastle. Ekotto skulle også være tilbage, og med tanke på de manglende alternativer på pladsen, starter han efter alt at dømme.
I centerforsvaret har vi pludseligt masser af muligheder, men mon ikke Dawson og Gallas får genvalg, og Hutton på højreback ligner en fast mand for tiden.
Begge vores latinamerikanske midtbanefolk er småskadede, så mon ikke Modric og Jenas tager pladserne igen, med mindre Jenas er i Birmingham for at tale med Villa. Lennon og Pienaar på kanterne ligner sikre valg. Af en spiller som kun havde haft et enkelt træningspas, lignede Pienaar en spiller, som kommer til at falde fint til.
Hvem van der Vaart skal spille med er til gengæld et godt spørgsmål. Defoe er mit ukvalificerede gæt.

Opstilling Spurs:
Cudicini – Hutton, Gallas, Dawson, Ekotto – Lennon, Jenas, Modric, Pienaar – Vaart, Defoe

Spådommen:
Fulham er et hold, det er svært at spille godt imod, og jeg har en mistanke om, at de vil det en smule mere end os. De har vundet deres seneste tre hjemmekampe og tabte kun på et selvmål mod Liverpool i onsdags, så kurven for selvtilliden er på vej op.
Når det er sagt er bør der være så stor forskel i kvaliteten på de to hold, at der skal mere end mentale kræfter til at vinde kampen.
Denne skribent tror dog, at vi ender med at skulle være godt tilfredse med et uafgjort resultat. Så kan forskellen rigtigt komme til udtryk på White Hart Lane i en returkamp, som vi ellers sagtens kunne undvære.

Resultat: 1-1 målscorere: Dembele og Lennon... men vi kan jo godt håbe på mere.

COYS!

NB: Husk ikke at holde med de hvide, selvom det er en nem fejl at begå.