Europa League: PAOK vs. Spurs

PAOK - Tottenham

 

Spurs:

På torsdag skydes gruppespillet af Europa League i gang med en tur til Thessaloniki i det nordlige Grækenland. 

Harry Redknapps ønske om at lade reserverne spille i Europa er blevet til en nødvendighed efter at halvdelen af førsteholdet er ude med skader samtidigt med at en uhyre vigtig kamp venter i weekenden mod en af vores to direkte modstandere til en ny top-4 placering i Premier League.

Det er et rigtig godt spørgsmål hvem der sendes på banen torsdag.

Bortset fra forsvaret er det tvivlsomt om der bliver gengangere fra startopstillingen mod PAOK når vi tager imod Liverpool på søndag.

Men alligevel, hvis mere end 7-8 i denne opstilling er korrekt vil det i al ubeskedenhed være ret solidt gætværk. 

Cudicini

Walker-Kaboul-Bassong-Livermore

Townsend-Huddlestone-Carroll-Dos Santos

Kane-Pavlyuchenko

 

Om modstanderne:

Panthessaloníkios Athlitikos Omilos Konstantinoupoliton, eller bare PAOK er den fjerdestørste klub i Grækenland, som ellers traditionelt er domineret af AEK Athen, Panathinaikos og navnlig Olympiacos, og kan prale med to mesterskaber og fire pokalsejre. 

Klubben er dog i gang med lidt af en opblomstring og er blevet hhv. nummer to og tre i de seneste to sæsoner. I sidste sæson var det kun regelen om udebanemål som gjorde at PAOK ikke ligesom Spurs debuterede i Champions League på bekostning af Ajax.

Klubbens optur er symboliseret af klubpræsident Zagorakis som kom til magten i 2007.

Zagorakis er blot 39 år, har den græske landskampsrekord, er europamester (og turneringens spiller) fra 2004, og er naturligvis en klublegende som tidligere anfører med mere end 200 kampe for klubben. Som vice-præsident og teknisk direktør finder man en anden europamester og tidligere spiller, Vryzas som blot er 37 år.

De to har skabt en optimistisk stemning i klubben. Fansene er meget tilfredse, og med deres netværk i udlandet lykkes det at trække nogle profiler til, som måske er i deres karrieres efterår, men som dog kan gøre en forskel i en mindre græsk klub.

  

Af nuværende profiler skal nævnes:

I angrebet er Salpingidis, 29 år, fast starter på det græske landshold selvom han lige som resten af de græske angribere ikke ligefrem er en målmaskine. 

På mål er Chalkias, 37 år, landsholdsmålmand efter sølvræven Nikopolidis, hvor hans plads dog efterhånden er blevet overtaget af yngre kræfter. Var i Portsmouth indtil 2006 hvor Harry Redknapp solgte ham til Murcia i Spanien.

På den defensive midtbane husserer Pablo Garcia, 34 år, uruguayansk landsholdsveteran og hård hund par exellence. De fleste husker ham nok som manden, der vandt kampen om pladsen på den bagerste midtbane hos Real Madrid over Thomas Graversen. Han er nok en ældre herre, men han har kynisme og rutine i overflod.

I forsvaret er Pablo Contreras et kendt navn, 33 år, chilensk landsholdsveteran med en fortid i spansk og portugisisk fodbold, navnlig i Celta Vigo.

Holdets største profil og bedste spiller findes på den offensive midtbane/wing. Veirinha, 25 år, har spillet på alle portugiskske ungdomslandshold fra U-16 til U-23. Er kåret til bedste spiller i ligaen i de seneste to sæsoner. Var rygtet til Zenith tidligere på året, og var det varmeste navn som Blackburn blev kædet sammen med i august, men valgte altså at blive i Thessaloniki. Selvom vi er glade for at beholde Modric, er det nok intet at regne for PAOK-fansenes glæde ved at Veirinha stadig er at finde i Thessaloniki.

PAOK har ikke den bedste historie i europæisk sammenhæng. Som nævnt glippede Champions League kvalifikationen i sidste sæson med et mulehår. Den største europæiske bedrift i nyere tid var i sæsonen 97/98 hvor man slog vores venner fra Arsenal ud af UEFA cuppen.

 

Spådomme om kampen:

Om der er på grund af nedprioritering eller skader, så vil det være et hold med mange unge og uprøvede spillere som Spurs sender på banen i en græsk heksekedel hvor de står overfor et fanatisk hjemmepublikum og et hold af meget rutinerede spillere.

Hvis vi kan få et hurtigt pasningsspil til at køre, er vi sikkert både hurtigere og teknisk dygtigere end modstanderne, men på taktik, fysik, rutine og motivation er hjemmeholdet nok i førertrøjen og uden at lyde for pessimistisk tror denne skribent at Redknapps reserver og rollinger løber ind i et nederlag.

Vi går til pause nede 1-0 og kommer yderligere bagud i starten af anden halvleg. Krystalkuglen er lidt fedtet der hvor det kan ses om vi får et trøstmål eller ej. Altså 2-0 eller 2-1 til hjemmeholdet.

 

Please prove me wrong!

COYS og god kamp til alle (og undskyld det vampede billede),